Med 11 fremmødte faner blev dagen igen en succes. Da det nu er andet år i træk vi afholder Valdemarsdag i Skive må vi sige, at det igen er blevet en tradition. Fanerne mødtes på Posthus Torvet og dannede marchkolonne efter Morsø og Skive Garderne, der i år var gået sammen om at levere musikken til optoget. En rigtig god idé, da Skive Garden er ved at øve nye gardister op til at deltage i Garden. Med Politihjemmeværnskompagni Skive-Krabbesholm og Tamburmajor fra Skive i front afgik optoget ad Skives gågader til Skive Kirke, hvor der afholdtes en Valdemarsgudstjeneste. Efter sidste klokkeslag marcherede fanerne ind under ledelse af Danmarks-Samfundets (DS) lokalformand til tonerne af Prins Jørgens March, nydeligt blæst af blæsere fra Prinsens Musikkorps (PMUK).
Under denne kaldte sognepræst Mads H. Callesen de enkelte fanemodtagere frem og de fik et vers, fane, belæring om fanebærerens pligter og diplom af formand for Lokalforening Skive, Preben Sloht. Skive Skyttecenter, FDF Lem og Veterancafe Mors var årets fane modtagere og de deltog med deres nye fane i udmarchen af kirken, hvor PMUK igen blæste et flot postludium. Fanerne fortsatte til Sognegården, hvor de tog opstilling udenfor for at byde gæsterne til kaffebordet velkommen.
Under kaffebordet, der talte 60 personer, gik snakken livligt og der blev orienteret om DS og opfordret til at udbrede kendskabet om DS til alle i deres omgangskreds, så vi kan få opdateret medlemslisten og få menge flere med til at støtte den gode sag.
Kaffebordet var støttet af Menighedsrådet, Hancock og Veteran Café Skive, hvor 2 af vore ledere havde sørget for lækkert hjemmebag. Tak til alle for indsatsen og deltagelse i den flotte festdag. Vi ses i 2024.


