Landsforeningen afholdt repræsentantskabsmøde i marts 2025 i Kolding
Her mødes repræsentanter fra alle landets lokalforeninger sammen med Dannebrogs-Samfundets landsledelse for at drøfte vores forening. Ikke kun hvad der er sket, men også hvad der skal ske i 2025.
Men hvordan går det så?
Dannebrogs-Samfundet er den eneste forening som varetager udbredelsen af og information om vores nationalsymbol. Dannebrog betyder noget for alle. At Dannebrog i den grad har danskernes store opmærksomhed, blev synliggjort i oktober 2024 hvor den danske regering fremsatte et lovforslag om flagning.
Vores kerneområde er uddeling af flag og faner. Der er således blevet uddelt rigtig mange flag og faner i 2024; I alt 328flag og faner blev det til!
Navneskift
Fra Danmarks-Samfundet til Dannebrogs-Samfundet. Landsledelsen påbegyndte i 2023 arbejdet med at få gennemført et navneskift af foreningen. Der blev iværksat en kampagne med temaet Forandre for at bevare!
Mange forbandt ikke længere navnet Danmarks-Samfundet med arbejdet for Dannebrog. Det gamle navn gav mange associationer til politiske forhold, noget vi som en upolitisk forening ikke kan være interesseret i. Forslaget til et navneskifte foranledigede en rigtig god, saglig og værdifuld debat i lokalforeningerne. Begrundelserne for navneskiftet centrerede sig om at vi på den måde moderniserede foreningen og at vi kunne målrette navnet til det, der nu er vores formål, at arbejde for udbredelsen af og kendskabet til Dannebrog.
Medlemstal
Ved udgangen af 2024 var vi lidt over 2200 medlemmer. Desværre falder der hvert år en del medlemmer fra.
Det både kan og skal vi gøre bedre i de kommende år. Det kan ikke være rigtigt, at vi ikke kan rekruttere flere medlemmer ud af en befolkning på knap 6 millioner indbyggere. Landsledelsen vil derfor fortsætte sit arbejde med at få oprettet lokalforeninger i de ’hvide’ områder, hvor vi enten ikke har en forening eller hvor lokalområdet kun er repræsenteret ved en kontaktperson.
Flagsalg
Det bliver sværere og sværere at få solgt Valdemarsflaget. Men da der stadig er købere til flaget, har landsledelsen besluttet at det stadig skal være muligt at købe Valdemarsflaget.
Salget af de elektroniske Valdemarsflag som årgangsflag er til gengæld blevet en rigtig pæn succes. Mange placerer Valdemarsflaget på de utallige mails eller andre elektroniske dokumenter som fylder vores hverdag. Vi kan kun opfordre alle til at købe adgang til årets Valdemarsflag for 2025. Det er en meget fin synliggørelse af Dannebrogs-Samfundet med det rød-hvide Dannebrog i den ofte ’sorte’ digitale verden.
Vi forsøger i landsledelsen at skubbe til en løbende modernisering af foreningen så de gode ting vi ved virker ikke går tabt og at vi alligevel er på højde med det omgivende samfund og det danske foreningsliv.
Vi skal være særligt opmærksomme på de traditioner og de kulturer omkring flagfesterne som mange af lokalforeningerne har opbygget gennem årene. De må ikke forsvinde, men skal udbygges og moderniseres. Vi er og bliver en landsdækkende frivillig forening der skal udbrede kendskabet til og anvendelsen af Dannebrog som et nationalt symbol for dansk kultur, fællesskab og identitet. I disse tider er der et større behov for vores forening. Så udbred kendskabet til os.

