Langfredag kommer efter skærtorsdag og før påskedag. På denne dag markerer vi, at Jesus led og døde på korset, hvorefter han blev begravet i en klippehule.
Hvorfor hedder det langfredag?
Det er kun i Norden, vi kalder dagen ‘langfredag’. Tidligere var dagen også en fastedag, hvor man for eksempel ikke måtte spise kød, så navnet hentyder måske til, at det har føltes som en lang og sorgfuld dag, hvor man mindes Jesus’ død.
Derfor flages der på halvt
De danske kirker flager på halv stang langfredag for at markere dagen, hvor Jesus dør. Indtil sidste halvdel af 1900-tallet var alle butikker og forlystelser som biografer og fodboldstadioner lukket på langfredag i Danmark.
Tekst og billede fra www.folkekirken.dk


